Dåbskjoler

Jeg kan tilbyde at håndbrodere navne, initialer m.m. på dåbskjoler.

 

For det meste broderer jeg franske broderi, der er en ophøjet fladsyningsteknik, der er rigtig fin og giver en flot reliefvirkning, men det er op til dig at bestemme.

Når man skal brodere på en dåbskjole er det vigtigt at vælge den rigtige skrifttype, størrelse og teknik i forhold til emnet, eller hvad der tidligere er broderet.

 

Hvis du er interesseret i at jeg skal brodere navnene, så kontakt mig, så får vi en snak om materialer, størrelse, stand, pris m.m.

 

Se kontakt info i menuen til højre.

 

Jeg kan yderligere tilbyde at sy og brodere en dåbskjole efter eget valg.

 

Som traditionen byder er det rigtig mange der sørger for at få broderet navn på dåbskjolen, der er flere muligheder.

 

Forbogstaver og årstal
Fornavn – og årstal
Fornavn – dato – årstal
Alle navne – dato og årstal

 

Der er nogle familietraditioner der placerer pigenavnene i den ene side og drengenavnene i den anden side.

 

Det er også vigtigt hvor på kjolen navnet skal placeres, er der plads kan det være ud for moderen eller faderen, eller andre søskende.
Ellers er det bare om at arbejde nedefra og opefter, som er det mest almindelige.
De fleste navne bliver broderet hvidt på hvidt, og derved bliver kjolen utrolig smuk.

 

Man må aldrig – aldrig få dåbsnavnet broderet på en broderisymaskine, jeg har set uhyggelige resultater, med huller i stoffet på ældre dåbskjoler, og så har det været op til mig at redde det.

 

Dåbskjole fra 1980

 

Dåbskjolen blev syet i 1980, som en foræring til den kirke min søn blev døbt i.

Kjolen var i fin hvid, tynd batist og med et forstykke der var overbroderet med kors i skyggesyning.
Motivet var Andreas kors – et kors der ligger ned og som svarer til et X.
Min søn blev døbt Andreas, så det var oplagt at denne inspiration skulle med.
Korsene blev færrer og færrer opefter og skyggesyningen giver en meget fin virkning med trådene alene.

 

Det er sådan at jeg har syet flere dåbskjoler i tidernes løb, men har ikke været god til at tage billeder af de forskellige kjoler.
Broderier hvidt på hvidt kan være svære at fotografere, da de nemt flyder ud på fotografiet.

 

Lidt dåbshistorie
Dåbskjolen kunne/ kan omsys af en brudekjole eller konfirmationskjole.
På den måde kan man få en familietradition med en kjole, man har et særligt forhold til.

 

En guld- eller sølvmønt syet ind i dåbskjolen kan fungere som lykkemønt, og der er stadig nogle der holder denne tradition i hævd, med en lille indsyet pose i dåbskjolens underkjole.

 

Så er der traditionen, med at barnet skal sove i dåbskjolen på dåbsdagen.

 

Normalt broderes dåbsnavnet, efter at barnet er bleven døbt i kjolen.

 

En god idé er at skrive i en lille bog.
Skriv navn, dato, kirke m.m. det er en en sød idé at lade den følge dåbskjolen, og fint for de næste generatoiner.